Bárður Jákupsson skriver om Torbjørn Olsen i bogen “Færøernes Billedkunst” fra forlaget ATLANTIA:
“Torbjørn Olsen (1956) fra Tórshavn er den færøske maler siden Mikines, der i særlig grad har dyrket portrætmaleriet. Han fik tegneundervisning hos Robert Askou-Jensen på Glyptoteket i København 1972-74, og hans portrætter viser en stærk evne til indlevelse og karakterisering.
Som mange af sin generation arbejder han med færøske landskaber og bymiljøer, men han har fulgt sin egen kunstneriske linje. De farverige huse, fjeldenes monumentale konturer og byernes strukturer indgår som centrale motiver, hvor hans særlige fornemmelse for farven er et markant kendetegn.
I 1970’ernes landskaber og portrætter samler han stærke farver i pastose penselstrøg, mens han senere udvikler et mere fladeorienteret maleri, hvor farvens intensitet og store former bliver bærende elementer.”